Websted Rudolf Steiner Børnehuset Kongelyset
Har du lyst til at skabe dagens måltider for de bedste børn i byen – og gøre køkkenet til et sted fyldt med duft, smag, nærvær og glæde? Så er det måske dig, vi leder efter.
Rudolf Steiner Børnehuset Kongelyset søger en engageret madmor/madfar, køkkenansvarlig eller kok, som har lyst til at stå for den daglige mad til vores børn og medarbejdere – og samtidig være med til at udvikle vores køkken, måltider og madkultur. Hos os er maden nemlig mere end noget, der skal på bordet. Måltidet er en vigtig del af børnenes hverdag, og vi tror på, at gode måltider skaber glæde og fællesskab – og at børn gerne må opleve, at maden bliver lavet med tid og kærlighed.
Om Kongelyset
Kongelyset er et levende og hjemligt Rudolf Steiner-børnehus med både vuggestue og børnehave, beliggende i en smuk, gammel villa på Frederiksberg. Vi har 23 børnehavebørn og 16 vuggestuebørn. Vi serverer udelukkende vegetarisk mad, og vores råvarer er økologiske eller biodynamiske. Maden tager afsæt i Steinerpædagogikkens og antroposofiens tanker om mad, råvarer, rytme og det lille barns udvikling. Du behøver ikke kende til Steinerpædagogik eller antroposofi på forhånd. Det vigtigste er, at du er nysgerrig og har lyst til at lære. Vi hjælper dig ind i vores tradition og giver dig relevant materiale og inspiration. Vi følger årstidernes skiften og bruger gerne de råvarer, som sæsonen byder på. Samtidig har vi en fast ugerytme, hvor børnene kan genkende måltiderne og ved, hvad der hører til de forskellige dage. Menuen må derfor gerne variere med årstiderne, men inden for en genkendelig rytme. Vi drømmer om en køkkenansvarlig, som har lyst til at udvikle denne madkultur sammen med os. Måske har du en særlig opskrift på boller, grød, suppe eller syltetøj, som du glæder dig til at dele. Måske elsker du at eksperimentere med sæsonens grøntsager. Eller måske har du lyst til en gang imellem at invitere en lille gruppe børn med i køkkenet, bage boller sammen eller lave snobrød og fladbrød over bål.
Dine opgaver
Du får ansvaret for den daglige madlavning til ca. 40 børn i alderen 1–6 år samt ca. 10 voksne.
Dine opgaver vil blandt andet være at:
- planlægge og udvikle menuen med afsæt i sæson, ugerytme og vores madfilosofi
- tilberede dagens vegetariske måltider fra bunden
- stå for indkøb og bestilling af råvarer
- have ansvar for køkkenets daglige drift
- varetage hygiejne, egenkontrol, opvask og oprydning
- samarbejde med personalet om måltiderne og hverdagen i huset
- bidrage til udviklingen af vores mad- og måltidskultur.
Hvem er du?
Måske er du uddannet kok, ernæringsassistent, professionsbachelor i ernæring og sundhed eller har en anden relevant uddannelse. Måske har du ingen formel køkkenuddannelse, men masser af erfaring, kreativitet og kærlighed til god mad.
Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke det vigtigste.
Det vigtigste er, at du:
- brænder for at lave nærende og velsmagende mad fra bunden
- har blik for råvarer, sæsoner, smag og variation
- kan arbejde selvstændigt, struktureret og tage ansvar for køkkenet
- har erfaring med madlavning, varebestilling og egenkontrol – eller har lyst til at lære det
- har hygiejnebevis eller er indstillet på at tage det
- er omsorgsfuld, samarbejdende og møder børn og voksne med varme
- er nysgerrig på vores madfilosofi med afsæt i Rudolf Steiner og har lyst til at blive en del af vores værdigrundlag.
Stillingen
Vi søger en madmor/madfar, køkkenansvarlig eller kok på 25–37 timer om ugen.
Tiltrædelse: 1. december 2026 eller hurtigst muligt derefter. Vi er også åbne for en tidligere opstart, fx fra 1. november, med mulighed for introduktion og gradvis indkøring.
Løn: Efter gældende overenskomst og afhængigt af uddannelse og kvalifikationer.
Send din ansøgning og CV til info@kongelyset.net og fortæl os lidt om dig selv, din erfaring med mad og køkken – og gerne, hvorfor netop Kongelyset tiltaler dig.
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte konstitueret administrativ leder Yllnora på 91 52 37 77 eller info@kongelyset.net
Læs mere om Kongelyset på www.kongelyset.net
Rudolf Steiner Børnehuset Kongelyset
Kongensvej 1
2000 Frederiksberg
For at ansøge til dette job send dine informationer til info@kongelyset.net