Websted Børnehaven Solægget
Vi søger en lydhør og ansvarlig leder til Rudolf Steiner Børnehaven Solægget med tiltrædelse den 1. september 2026 eller snarest derefter.
Om Solægget
Solægget er en selvejet, privat Rudolf Steiner-børnehave med plads til 24 børn i børnehavealderen.
Vi holder til i historiske lokaler i Sankt Gertruds Stræde, hvor der gennem mange år har været drevet Steinerbørnehave. Huset danner rammen om en varm og hjemlig hverdag med plads til leg, fordybelse, kreativ udfoldelse og fællesskab.
Solægget bygger på Rudolf Steiners menneskesyn og pædagogiske impulser, hvor barnet mødes som et unikt og sansende menneske, der udvikler sig gennem leg, efterligning, relationer og rytme. Samtidig ønsker vi at praktisere Steinerpædagogik på en måde, der er levende og relevant i nutidens samfund.
Medarbejdergruppen består af dygtige og engagerede medarbejdere, som hver dag arbejder for at skabe en tryg, nærværende og inspirerende hverdag for børnene. Samarbejdet mellem personale, forældre og bestyrelse er præget af gensidig respekt, dialog og fælles ansvar for børnehavens udvikling.
Solægget åbnede i 2025 og er derfor stadig en ung institution. Vi er i gang med at udvikle vores fælles kultur og skabe de traditioner, rytmer og fællesskaber, som skal præge børnehaven i mange år fremover.
Om stillingen
Vi søger en leder, der har lyst til at være en del af Solæggets videre udvikling.
Vi er en ung institution med engagerede medarbejdere, en aktiv bestyrelse, mange gode kræfter omkring huset og byens bedste børn. Derfor søger vi en leder, der er nysgerrig på mennesker, lytter før der handles, og som ønsker at lære huset og fællesskabet at kende, før der sættes nye retninger.
Vi ønsker en leder, der møder medarbejdere, børn og forældre med respekt og anerkendelse, og som ser det som en vigtig opgave at skabe trivsel, samarbejde og faglig udvikling i hverdagen.
Vi søger ikke en leder, der kommer med en færdig plan for, hvordan Solægget skal være. Vi søger en leder, der har lyst til at indgå i fællesskabet og bygge videre på de processer og det arbejde, der allerede er i gang.
Samtidig søger vi en leder, der tør tage ansvar, skabe retning og træffe beslutninger, når situationen kræver det.
Kompetencer
- Er uddannet pædagog. Vi ser gerne, at du er Steineruddannet eller alternativt har erfaring med Steinerpædagogik.
- Har ledelseserfaring eller erfaring med personaleansvar.
- Har forståelse for Steinerpædagogikkens relevans i en moderne kontekst.
- Er lydhør, anerkendende og tydelig i din ledelsesstil.
- Ser medarbejdernes faglighed som en styrke og ønsker at understøtte deres udvikling gennem sparring, refleksion og kompetenceudvikling.
- Har gode samarbejdsevner og kommunikerer respektfuldt med børn, medarbejdere, forældre og bestyrelse.
- Har et godt administrativt og økonomisk overblik.
- Er fortrolig med digitale værktøjer og administrative systemer.
- Er tryg ved at søge sparring og hjælp hos relevante samarbejdspartnere, når behovet opstår.
Dine opgaver vil blandt andet være
- Daglig ledelse af institutionen.
- Personaleledelse: medarbejdersamtaler og trivsel, planlægning af møder, arbejdstider og vikardækning, deltagelse i det daglige pædagogiske arbejde samt understøttelse af faglig refleksion og pædagogisk udvikling for vores personale.
- Samarbejde med forældre og bestyrelse: deltagelse i bestyrelsesmøder samt kommunikation til forældre gennem nyhedsbreve og anden information.
- Administrative opgaver: opfølgning på økonomi og drift samt kontakt til kommune, myndigheder og øvrige samarbejdspartnere.
Vi tilbyder
- En unik mulighed for at stå i spidsen for en lille Steinerbørnehave i hjertet af København.
- Et engageret personale og et tæt arbejdsfællesskab med fladt hierarki.
- En aktiv og samarbejdende bestyrelse.
- Et arbejdsmiljø præget af tillid, respekt og dialog.
- Mulighed for at være med til at forme og udvikle Solægget i de kommende år.
- Grundig introduktion og sparring i opstartsperioden.
Ansøgning
Kan du se dig selv som leder i Solægget? Så ser vi frem til at modtage din ansøgning.
Ansøgning, CV og eventuelle anbefalinger sendes til: bestyrelsesolaegget@gmail.com
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte bestyrelsesforperson Jonathan Michel Savi på telefon 60631866.
Ansøgningsfrist: 29. juni 2026 kl. 12.00
Stillingen er på 37 timer ugentligt.
Første samtaler forventes afholdt den 2. juli 2026.
Tiltrædelse: 1. september 2026 eller snarest derefter.
For at ansøge til dette job send dine informationer til bestyrelsesolaegget@gmail.com