Websted Marjatta

Marjatta tilbyder en sjældent udbudt stilling

Forstander til Skolehjemmet

Skolehjemmet er en del af Marjatta, som er en selvejende institution for borgere med fysisk og psykisk udviklingshæmning. Skolehjemmet er smukt beliggende i naturskønne omgivelser ved Præstø Fjord. Marjatta har drifts- og udviklingsaftale med Region Sjælland.

Vi arbejder ud fra et værdigrundlag inspireret af Rudolf Steiner, hvor hvert menneske mødes som et unikt individ med egne udviklingsmuligheder. I vores pædagogiske praksis lægger vi vægt på helhedssyn, fællesskab, kreativitet, rytmer og meningsfulde hverdagsliv.

Skolehjemmet rummer specialskole, STU-forløb samt dag- og døgntilbud. Målgruppen er børn, unge og unge voksne med handicap. Der er ca. 75 børn, unge og unge voksne i døgntilbuddet og ca. 30 børn og unge i dagtilbuddet. En stor gruppe af de unge voksne er i dagtilbud på Marjattas værksteder.

Indsatserne tager afsæt i gældende lovgivning. For børn og unge arbejder vi med udgangspunkt i bestemmelserne i Barnets Lov §43, og for beboere over 18 år drives tilbuddene efter Servicelovens §107 og §108, derudover arbejdes der ud fra Folkeskoleloven og lov om STU.

Som forstander får du, sammen med viceforstander og de lokale afdelingsledere, det overordnede ansvar for ledelsen af ca. 230 medarbejdere herunder køkken- og rengøringspersonale. Du bliver en central del af Marjattas samlede ledelse og får en vigtig rolle i at videreudvikle Skolehjemmet og Marjatta som helhed i tæt samarbejde med medarbejdere, ledere, beboere, pårørende og relevante myndigheder.

Vi søger en forstander, der kan stå i spidsen for et stærkt fagligt miljø og samtidig værne om den kultur og de værdier, der kendetegner Marjatta. I samarbejde med Leder af Marjatta og de øvrige forstandere skal du kunne samle organisationen, skabe retning og sikre høj kvalitet i både pædagogik, ledelse og drift.

Du skal være en tydelig og nærværende leder, som kan inspirere, skabe engagement og understøtte udvikling i organisationen.

Vi lægger særligt vægt på, at du:

  • er uddannet pædagog eller helsepædagog, og har et dybere kendskab til Steinerpædagogik
  • har solid erfaring med ledelse af større organisationer og komplekse driftsopgaver
  • har stærke kompetencer inden for økonomi, styring og administration
  • har erfaring med arbejdet med mennesker med gennemgribende og varigt nedsat funktionsniveau
  • kan skabe stærke samarbejdsrelationer til relevante myndigheder
  • kan videreudvikle en kultur præget af faglighed, engagement og respekt for det enkelte menneske, hvor der arbejdes ud fra Marjattas værdi-, mål- og handlegrundlag samt Marjattas værdibaserede personalepolitik

Vi tilbyder et spændende og meningsfuldt lederjob på en arbejdsplads med stærke værdier, høj faglighed og et levende fællesskab. Du bliver en del af en organisation med stor dedikation til arbejdet og med en kultur, hvor samarbejde, udvikling og ansvarlighed går hånd i hånd.

Tiltrædelse: 1. juni 2026

Løn- og ansættelsesvilkår: Stillingen er uden øverste arbejdstid og efter gældende overenskomst og i forhold til reglerne om lokal løndannelse.

Ansøgningsfrist: Ansøgning med relevante bilag uploades via vores hjemmeside under ”ledige stillinger” senest den 7. april 2026.

Ansættelsessamtaler: Første samtalerunde afholdes den 13/4-26 og anden samtalerunde den 20/4-26.

Yderligere oplysninger: Du er velkommen til at kontakte Leder af Marjatta Bernhard Schmitz på telefon 24 62 7431.

Læs en detaljeret job- og personbeskrivelse samt meget mere om Marjatta her.

Ved ansættelse indhentes relevant straffe- og børneattest, samt efter aftale referencer fra tidligere arbejdsplads.

Bemærk at Marjatta er en røg-/tobaksfri arbejdsplads.

Læs mere om Marjatta på vores hjemmeside www.marjatta.dk

Tæt på skov, fjord og strand på Sydsjælland og Stevns ligger Marjatta. I Marjatta bygger vi vores arbejde på Rudolf Steiners menneskesyn og den antroposofiske filosofi. Marjatta rummer ca. 250 børn, unge og voksne borgere, rundt omkring på mangfoldige bosteder og værksteder. Vi har omkring 600 medarbejdere. Vi lægger vægt på, at beboerne skal møde omsorgsfulde og fagligt kompetente medarbejdere, som med varme og professionalisme understøtter hver enkelt borgers trivsel, udvikling og livskvalitet.

 

Job- og personbeskrivelse Forstander

Titel: Forstander Skolehjemmet

Reference: Leder af Marjatta – Bernhard Schmitz

Personaleansvar: Viceforstander, afdelingsledere og medarbejdere

Forstanderens opgave

Forstanderen har ansvar for at lede, facilitere og formidle det pædagogiske arbejde ud fra Rudolf Steiners pædagogiske impulser i overensstemmelse med Marjattas værdi, mål og handlegrundlag og ud fra Marjattas værdibaserede personalepolitik.

Forstanderen er kulturbærer og den synlige og nærværende leder, der har ansvaret for, at kerneopgaven, dvs. børnenes, de unges og de voksnes liv, trivsel og udvikling, udføres i et etisk, værdigt, sundhedsfremmende og livsbekræftende samspil med omverdenen.

Forstanderen har ansvaret for at facilitere det pædagogiske arbejde, at metoder og tilgange bliver drøftet, besluttet og gennemført sammen med afdelingsledere og medarbejdere således, at det fælles ansvar fastholdes og fortsat udvikles.

Ligeledes er forstanderen, som del af Marjattas ledergruppe, bindeleddet mellem Marjattas øverste ledelse og Skolehjemmet, og ansvarlig for at beslutninger, retninger og impulser bringes videre, samt aktivt står for implementering af aftalte processer. Forstanderen har det overordnede ansvar for at gældende lovgivning på området overholdes, og for det gode og værdifulde samarbejde med myndigheder forvaltes.

Personaleledelse

  • Forstanderen har det overordnede daglige ansvar for beboere og personale. Forstanderen skal derfor i tæt samarbejde med viceforstander, afdelingsledere og medarbejdere løbende evaluere og udvikle de bærende værdier, mål og konkrete handlinger. Her er den tillidsbaserede ledelse en afgørende styrke som skal fastholdes.
  • Forstanderen er til rådighed med hjælp og rådgivning til afdelingsledere og medarbejdere, når der er behov for det. Forstanderen skal på eget initiativ gribe ind og påvirke det, der sker, hvis der er behov herfor.
  • Forstanderen sørger for, at afdelingslederne er godt vidende om deres opgaver og er behjælpelig med eventuelle udfordrende personaleopgaver. Desuden skal der sørges for jævnligt at have samtaler med den enkelte afdelingsleder vedrørende dennes arbejdsmæssige dagligdag og trivsel i øvrigt, samt inspirere, vejlede og være en nærværende støtte.
  • En gang årligt føres der medarbejdersamtaler med afdelingslederne om, hvordan hverdagen lykkes, hvordan den enkeltes arbejde kan/vil udvikle sig. Herudfra skal forstanderen sammen med den enkelte definere, hvilke behov for udvikling/uddannelse, det vil være værdifuldt at gennemføre.
  • Forstanderen kan deltage på personalemøder, som ledes af afdelingslederne. Forstanderen kan holde oplæg om faglige/pædagogiske områder og på de enkelte møder være behjælpelig med vejledning om faglige/pædagogiske potentialer og udfordringer.
  • Forstanderen afholder møder i ledelsesgruppen og fungerer som mødeleder. I forbindelse med drøftelser og beslutninger fra ledelsesmøderne, sørger forstanderen for at følge op.
  • Forstanderen står for fællesmøder på Skolehjemmet, samt i samarbejde med relevante partnere at sørge for afholdelse af fysisk og psykisk APV, trivselsmålinger og ledelsesopmærksomhedssamtaler.
  • Forstanderen skal sørge for at gældende lovgivning bl.a. på det pædagogiske, personaleretsmæssige og økonomiske område overholdes.

Økonomisk ansvar

  • Forstanderen har det økonomiske ansvar for den daglige drift og skal tage vare på, at den økonomiske ledelse er i orden i samarbejde med afdelingslederne og økonomiafdelingen.
  • Forstanderen skal i samarbejde med økonomiafdelingen sørge for, at der løbende sker en opfølgning af ressourceforbruget.

Pædagogisk arbejde

  • Forstanderen har det overordnede pædagogiske ansvar – herunder ansvar for at beboerne trives.
  • Forstanderen er ansvarlig for løbende at holde sig orienteret om ny udvikling indenfor det specialpædagogiske område.
  • Forstanderen er ansvarlig for at medarbejdere gennem supervision, kollegial sparring og kompetenceudvikling fortsat kan udvikle deres faglighed i overensstemmelse med Marjattas værdi, mål- og handlegrundlag.

Forældre og pårørende

  • Forstanderen har ansvar for, at der er en god dialog med forældre og pårørende.
  • Forstanderen deltager i Fondsbestyrelsens årsmøde.
  • Forstanderen tager sig, i samarbejde med viceforstander, afdelingsleder og relevante samarbejdspartnere, af særligt vanskelige pædagogiske/faglige/helbredsmæssige problemstillinger omkring beboerne.

Ansvar i Marjatta fællesskabet

Som en del af Marjatta har forstanderen følgende opgaver:

  • Er del af Marjattas ledergruppe som udover forstander for Skolehjemmet består af forstandere fra voksencentrene, værkstederne, administrationen, uddannelsescenteret og øverste leder af Marjatta, og har ansvar for at deltage i den overordnede ledelse af Marjatta
  • Kan af Ledergruppen blive udpeget til at være medlem af et af fællesskabets lokalråd.
  • Er sekretær i Skolehjemmets lokalråd og sørger for at forberede møder og udsende dagsorden. På mødet skal forstanderen orientere om aktuelle forhold.
  • Er formand i det lokale ArbejdsPladsForum og virker aktivt i Marjattas MED.
  • Er arbejdsmiljøleder, og derfor ansvarlig for TRIO-samarbejdet (samarbejde mellem arbejdsmiljøleder, AMR og TR).
  • Forstanderen skal som ansvarlig holdspiller medvirke til den værdifulde kommunikation og arbejde aktivt for det gode samarbejde på tværs i hele Marjatta Fællesskabet.

De faglige kompetencer

  • Pædagogisk uddannelse og erfaring samt et dybere kendskab til Rudolf Steiner pædagogik.
  • Har en ledelsesuddannelse ex. diplom, eller er villig til at begynde på en sådan.
  • Er opmærksom på og kan organisere og skabe kontakt til relevante fag-professionelle samarbejdspartnere ved behov for sparring og hjælp.

Erfaring

  • Erfaring med ledelse.
  • Erfaring med økonomisk ledelse.
  • Pædagogisk viden og erfaring i arbejdet med udviklingshæmmede ud fra Rudolf Steiners tanker og ideer.

Personlige kompetencer

  • En person, der har et godt overblik, som kan bevare roen og håndtere uforudsete situationer og opgaver, der kan opstå i en dynamisk organisation.
  • En person, som er visionær, udadvendt og fleksibel, og som har det godt med, og kan prioritere, i alsidige opgaver.
  • En person, der er god til at formidle, er ansvarsbevidst, rummelig og er god at sparre med og som har let ved at skabe tillid og inspirere og dermed gennem anerkendende nærvær, at få det bedste frem i mennesker.
  • En person med gennemslagskraft og med naturlig autentisk indflydelse på andre.