Erfaren leder søges til lille eventyrinstitution på Møn

  • 30-37 timer
  • Møn

Hjemmeside Turmalin

Lille Steiner-inspireret børnehave og vuggestue på Vestmøn er på udkig efter en pædagog med ledererfaring til at stå i spidsen for en hverdag fuld af eventyr og udeliv.

Turmalin er et Steiner-inspireret, privatejet dagtilbud i den hyggelige landsby Hårbølle på Vestmøn. I vores gamle, højloftede hus og eventyrlige have har vi plads til 20 børnehavebørn og 8 vuggestuebørn, og en leder, tre pædagoger og to medhjælpere sørger for trygge, lærerige og åndfulde rammer til dem.

Vi er på udkig efter en ny leder til at stå i spidsen for hus og personale, og siden du læser med her, kunne det tænkes at være dig, der er den rette til stillingen. Og hvis du ydermere bliver topmotiveret af at sætte den pædagogiske retning og opdyrke fagligheden i et lille børnehus, så burde du virkelig overveje at søge stillingen.

Som leder vil du få muligheden for at sætte den pædagogiske retning med respekt for, at vi i Turmalin tilstræber vi en hverdag med faste rytmer i overensstemmelse med årstidernes skiften. Vi lægger desuden stor vægt på at skabe forudsigelige og trygge rammer for børnene, hvor vi ofte er på tur i landsbyen og på den lokale strand. Vi er ikke dogmatiske, og vores børn er lige så begejstrede for årstidssange, som de er for at fordybe sig i Duplo. Almen pædagogik og Steiner-principper går altså fint hånd ihånd hos os.

Du vil i dit daglige virke både have et øje på børnenes trivsel, personalets faglige udvikling, samarbejdet med kommunen samt en fast og sund økonomistyring. Vi er et lille hus, så du vil ud over de overordnede og administrative linjer også have fingrene i en faglig hverdag, hvor du vil tilbringe en god mængde timer på gulvet. Det forventes ligeledes, at du vil indgå på lige fod med resten af personalet i forhold til at åbne og lukke.

Vi tænker, at du:

• Møder både børn, forældre og personale med rummelighed og varme
• Kan styre en personalegruppe med fasthed og empati
• Strukturerer din hverdag, så der både er tid til børnene og papirarbejdet
• Kan holde et budget i en lille institution, som er følsom over for større udsving i børnetallet

Din rolle i Turmalin
Vi er en lille institution på 28 børn og seks ansatte. Lige nu er der fuldt hus, men til andre tider er børnetallet lidt mindre. Det er derfor vigtigt, at du formår at skabe en god hverdag og stemning omkring Turmalin, så børnehuset forbliver attraktivt – ikke kun for kommende tilflyttere, men også lokale, som kan se fordelen i, at deres børn har en hverdag hos os.

Det kan kun ske ved dygtig personaleledelse, en klar retning i pædagogikken, en sikker hånd på budgettet og en imødekommende tilgang til børn, forældre, personale, kommende forældre, bestyrelse og lokalsamfundet.

Turmalin og lokalsamfundet
Turmalin har til huse i et højloftet, smukt hus med tre tilhørende længer og et større udeareal i idylliske Hårbølle på Vestmøn. Landsbyen er i de senere år blevet en magnet for især københavnske børnefamilier, som vil noget andet end karrierer og konstant vibrerende puls. Blandt andet fordi der er en velfungerende kulturcafé og en daginstitution, der lægger vægt på faste, forudsigelige rytmer i en hverdag præget af farver og udeliv.

Turmalins fysiske rammer er ejet af Liselund Fontænen, som blandt andet investerer i dannelsesmæssige, kulturelle og sociale aktiviteter på Møn. Turmalin står for driften af bygningerne og lejer pt. lokaler ud til en nystartet ungdomsklub for Hårbølle og omegns unge mellem 9-14 år.

Turmalin er altså ikke blot en daginstitution, men en central brik i at fastholde Vestmøn som et spændende og attraktivt sted at bo.

Ansættelsesvilkår
Du vil blive ansat 37 timer om ugen i tidsrummet 7.00-18.00, og løn og pension er på overenskomstvilkår. Når der er sygdom, personale- og bestyrelsesmøde forventes fleksibilitet og deltagelse.

Desuden vil der være forefaldende opgaver i forhold til drift og udlejning af ejendommen, som du i samarbejde med bestyrelsen vil være ansvarlig for.

Ansættelsesstart er 1. juni 2021 på adressen Hårbøllevej 57, 4792 Askeby.

Din ansøgning
Er du interesseret i at høre mere om stillingen, kan du kontakte bestyrelsesformand Frank Rasmussen på tlf. 31 35 12 84.

Vi ser frem til at læse din ansøgning, hvor du meget gerne må have gjort dig tanker om, hvad du kan tilbyde Turmalin i form af pædagogisk tilgang og ledelsesmæssig erfaring.

Ansøgningsfrist er 16. april 2021. Du søger ved at sende din ansøgning til job.i.turmalin@gmail.com. Skriv “Ny leder” i emnefeltet.

For at ansøge til dette job send dine informationer til job.i.turmalin@gmail.com

2021-03-13T13:07:06+02:00marts 13th, 2021|Kommentarer lukket til Erfaren leder søges til lille eventyrinstitution på Møn