Websted Børneøen Bonsai, Skovly
Vil du være med til at skabe en tryg, levende og meningsfuld hverdag for børnene – og samtidig være tovholder for de pædagogiske processer i vores børnehave?
Børneøen Bonsai søger til vores afdeling Skovly i Espergærde en engageret og fagligt velfunderet Rudolf Steiner-pædagog, som har lyst til at tage et særligt ansvar for den pædagogiske retning og være med til at sikre sammenhæng og kvalitet i vores pædagogiske arbejde.
Skovly er en del af Børneøen Bonsai, som også har afdelinger i Charlottenlund og på Amager. På tværs af vores afdelinger arbejder vi ud fra Rudolf Steiner-pædagogikkens værdier og lægger vægt på nærvær, rytme, natur, fællesskab og respekt for det enkelte barns udvikling.
Vi søger dig, der har en solid Rudolf Steiner-pædagogisk faglighed og gerne flere års pædagogisk erfaring. Du trives både i det nære arbejde med børnene og i rollen som den, der kan samle trådene, skabe overblik og være tovholder for de pædagogiske processer i tæt samarbejde med kolleger og ledelse.
Din rolle hos os: Du bliver en vigtig del af børnenes hverdag og af vores pædagogiske fællesskab. Samtidig får du en central rolle i at fastholde og videreudvikle vores Rudolf Steiner-pædagogiske praksis.
Vi forestiller os, at du:
- er uddannet Rudolf Steiner-pædagog og gerne har nogle års pædagogisk erfaring
- har lyst og evne til at være tovholder for de pædagogiske processer
- kan være med til at skabe retning, struktur og sammenhæng i det pædagogiske arbejde
- står sikkert i din faglighed og tager ansvar og initiativ
- kan inspirere og sparre med dine kolleger og bidrage til fælles pædagogisk refleksion
- har blik for både det enkelte barn og børnegruppens behov
- arbejder bevidst med relationer og kan være et nærværende og autentisk forbillede for børnene
- kommunikerer konstruktivt og tillidsfuldt med forældre og kan varetage forældresamtaler
- har lyst til at fortælle eventyr, synge og skabe levende, rytmiske og meningsfulde rammer omkring børnenes hverdag
- trives med naturen som en central del af det pædagogiske arbejde.
Om Skovly: Skovly er en skovbørnehave beliggende på en dejlig naturgrund i Egebæksvangs skovbryn og tæt på stranden. Børnehaven holder til i et smukt, nyopført træhus, som ligger i harmoni med naturen og den gamle rødmurede skovløberbolig, hvor Skovlys vuggestue har til huse.
Vi tilbringer størstedelen af dagen ude året rundt. Naturens rytme og årstidernes skiften er en naturlig del af vores pædagogiske fundament og danner rammen om børnenes leg, fantasi, sansning og udvikling.
Hverdagen har en genkendelig rytme med blandt andet eventyr, sangleg, bagning, kreativitet, udflugter og årstidsfester. Sammen med vores engagerede forældregruppe udvikler og forskønner vi løbende vores naturgrund. Vi har blandt andet etableret en køkkenhave, hvor børnene kan følge processen fra have til mave.
Du bliver en del af en engageret og mangfoldig arbejdsplads, hvor vi lægger vægt på nærvær, ansvarlighed, omsorg og et stærkt kollegialt samarbejde.
Arbejdstid og tiltrædelse: Stillingen er på 30+ timer ugentligt fordelt på fem arbejdsdage inden for tidsrummet ca. kl. 7.30–16.00. Hertil kommer personalemøder, årstidsfester og øvrige møder og arrangementer.
Tiltrædelse: Snarest muligt.
Ansøgningsfrist: Vi afholder samtaler løbende og søger, indtil den rette kandidat er fundet.
Send din ansøgning til leder Rikke Rosengren på rikke@bonsainet.dk
Vi glæder os til at høre fra dig og til at møde den pædagog, der har lyst til at være en del af Skovly og være med til at bære og udvikle vores pædagogiske arbejde.
Børneøen Bonsai, Skovly
Strandvejen 338B
3060 Espergærde
Tlf.: 23 80 74 64
For at ansøge til dette job send dine informationer til rikke@bonsainet.dk