Hjemmeside “Midgård” Rudolf Steiner Børnehave og vuggestue

Vil I være en del af et lille børnehus med et stort fællesskab og masser af hjertevarme? 

…………………………… Så er det jer, vi leder efter :0)

Vi er et privat Rudolf Steiner børnehus, som lige nu har plads til 10 vuggestuebørn og 23 børnehavebørn. Vi søger 2 pædagoger og én pædagogmedhjælper med opstart primo januar/februar 2023. vi søger 1 pædagog til børnehaven og så søger vi 1 pædagog og 1 medhjælper til en ny vuggestuegruppe, som I skal være med til at starte op. Men da vi er et lille hus, vil der være et bredt samarbejde imellem børnehave/vuggestuer, samt vuggestuerne imellem, i ydertimer, pauser, ferier og efter behov.

Det er afgørende for os, at vi sammen skaber en tryg hverdag for børnene, hvor vi møder dem med kærlighed, omsorg og respekt og hvor de kan udvikle sig og trives. Med det udgangspunkt værner vi også højt om de faste aktiviteter, der knytter sig til vores dagligdag, uge-rytme og årstidernes traditioner og fester.

Vi forestiller os, at du er en glad, smilende og åben person, der er god til det relationelle, er handlekraftig og har lyst til at sætte aftryk, tage ansvar og igangsætte både planlagte og spontane aktiviteter. Det er derudover et stort ønske, at du er kreativ og forstår at udnytte naturen og dens mange muligheder, især i forhold til vores årstidsfester, da vi prioriterer at være ude hver dag året rundt.

Som vores nye kollega bliver du en del af en lille og engageret personalegruppe med en afslappet, hjertevarm og humoristisk omgangstone, og stor seriøsitet i arbejdet med børn, forældre og hinanden. Vi er 4 pædagoger (heraf er den ene leder), 3 medhjælpere, en praktikant og en administrativ medarbejder. Da vi er en lille personalegruppe, er det vigtigt, at du er mødestabil og fleksibel i arbejdstider ved fx ferie og sygdom. Du skal også være klar på at tage del i det praktiske arbejde, som er vigtigt for at få dagligdagen til at fungere, samt arbejdet med lærerplaner og evaluering som jo er et krav i dag.

Det er en fordel, hvis du har tidligere erfaring med arbejdet i vuggestue/børnehave i stillingen som pædagogmedhjælper. I forholdet til jobbet som pædagog vil det være en fordel at være uddannet Steiner-pædagog og/eller have kendskab til antroposofien, men ikke et ”must”.

Vi bor på en stille villavej i naturskønne Birkerød i en gammel gård fra 1900-tallet, tæt på skov og grønne områder, som vi flittigt benytter. Der er gode transportmuligheder til børnehuset med ca. 10 min. gang fra Birkerød st.

Arbejdstid: 30 – 37 timer ugentligt fordelt i tidsrummet 7 – 17. Hertil kommer personalemøder, forældremøder, årstidsfester o.a.

Hvis jobbet lyder som noget for dig, så send os din ansøgning og CV på e-mail: kontakt@rudolfsteinerbirkeroed.dk  mrk. ”Ansøgning” hurtigst muligt. Vedlæg gerne eventuelt diplom og udtalelser fra tidligere arbejdspladser.  Samtaler vil blive holdt i takt med ansøgningerne.

Du kan læse mere om vores børnehus på: www.rudolfsteinerbirkeroed.dk

Har du spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at ringe til Vera eller Rosalone på tlf. 4581 8091.

For at ansøge til dette job send dine informationer til kontakt@rudolfsteinerbirkeroed.dk